Townsville og Magnetic Island

Townsville er et dejligt pusterum efter Cairns voldsomme turisme og høje luftfugtighed. Her kører en bus i ring, og buschafføren kører gerne én helt til døren. No worries.
Efter nogle intense opleve-dage trænger vi til en smule afslapning, og eftermiddagen spenderes på strandpromenaden med solbadning, læsning og en smule svømning i den indhegnet lagune - man skal stadig tage sig i agt for hajer og giftige gopler. Da aftensulten melder sig, steger vi pølser og brød på en af de offentlige barbeques og nyder solnedgangen over Magnetic Island.

Næste dag slentres Townsville tynd, men byen er ikke så stor, så der er massere af tid til en iskaffe på promenaden (som vi er blevet ret vilde med) og en smuttur i biografen, hvor The Lucky One kun holdes oppe af Zac Efrons hotte kys med den lidt for gamle, kvindelige hovedrolleindehaver - vi kan godt komme i tanke om to piger, der ville have passet bedre ind i den rolle.
På vejen tilbage til vores hostel bliver vi stoppet af en veltrænet, ung herre. Efter lidt sludren inviterer han os på middag i sin og vennens lejlighed. To fattige og sultne tøser siger da ikke nej til sådan et tilbud.
Stemningen er hyggelig og afslappet. Der bliver spist god mad (til Maries glæde serveres der pumkin), spillet ping pong og købt is.

Med sådan en påklædning kunne vi ikke andet end at føle os overdressed.

Så var der endelig et nyt offer for "flyveren".

Vi tager færgen de 8 km til øparadiset Magnetic Island. Her har vi to overnatninger, som nydes i en hyggelig bungalow. På øen går vi ture til smukke bays, som man kun kan komme til på gåben, ligger på stranden og bruner, spiser gratis pizza, snorkler og spiller trivia med de andre gæster.

Vores hyggelige bungalow-paradis.

Horseshoe Bay

En uge med vand

Vi tager flyet fra Adelaide til Cairns, hvor vi skal være den næste uges tid. Vi skal bo hos Paul, men ankommer sent, så den første nat skal tilbringes på et hostel i centrum. Valget er, fejlagtigt, faldet på byens vildeste festhostel, og i receptionen er der rent kaos, som resulterer i en times venten på nøgler til værelset. Vi kommer endelig ind i vores 8 bed mixed dorm og smider os trætte på sengene. Nattesøvnen bliver afbrudt adskillelige gange af to andre hostelgæster, der larmer og skaber rystelser i køjesengene.

De næste dage står i vandaktiviteternes tegn. Paul, som vi bor hos, er vild med vandsport, så han tager os med på vennens båd, hvor vi wakeboarder, surfer og flyver afsted i dounutten.

Mark er god og kan tricks.

Marie er oppe på boardet!

Camilla står også!

Klar til at blive kastet af dounutten.

Onsdag tager vi til Port Douglas hvorfra Aristocats sejler ud på Great Barrier Reef. Vi skal have et introdyk på anden location (ud af tre). Første sted snorkler vi og får en smagsprøve på, hvad der gemmer sig af smukke koraller længere nede. Ved andet stop er det vores tur til at dykke 10-12 meter ned med en instruktør, der med usynlig hånd guider os rundt mellen farverige koraller og mønstrede fisk (blandt andet Nemo). Det imponerende rev lukker sig sammen over os.

En masse snorklere på båden Aristocat

Torsdag er planlægningsdag. Efter at have vadet fra det ene touristbureau til det andet, er vi blevet talt trætte, så vi bare hiver pungen frem. Vi har en plan for vores tur ned ad kysten.

Hop on and of Greyhound buss tickets

Magnetic Island

Whitsundays

Fraser Island

Og et par stop der imellem.

Cairns hyggeligste gade, der ikke er fuld af turistbureauer.

Fredag tager vi på vores første guidede tour som ægte turister. Med bus kører vi mod Cape Tribulation, hvor vi har små ture gennem regnskoven, stop ved en fantastisk isbutik og en rivercruise, hvor vi ser krokodiller.

En kunstnerisk sjæl

En krokodille i solen.

Lørdag siger vi farvel til vores søde couchhost Paul og har en sidste nat på hostel i Cairns, inden turen går nedad østkysten.

Cooper Pedy og Flinder Rangers

Tirsdag siger vi farvel til Alice Springs og kører til Opalbyen Cooper Pedy, hvor vi overnatter under jorden, efter vi har været på en halvkikset rundvisning i en gammel opalmine.

Under jorden. Her bor vi.

Onsdag er det tid til endnu en lang køretur. Vi skal til Flinder Rangers og campere ved Wilpena Pound, der har fantastiske vandremuligheder. Undervejs gør vi stop ved grotter, hvorpå man kan finde aboriginal kunst.

Grottekunst, der fortæller historier om kænguruer og jagte.

Vi ankommer sent til campingpladsen, så der er kun tid til en kortere vandretur inden solen går ned. Vores to rejsepartenere mener dog, at de sagtens kan klare en 3,5 timers tur, så vi deler os. Da vi kommer hjem fra vores kortere tur et par timer efter, er solen på vej ned. Mens vi spiser vores aftensmad overvejer vi, om Dan og Andrew, der tidligere har haft problemer med at finde vej, mon kan finde hjem i mørke. Da klokken nærmer sig ti, bliver vi bekymrede. Vi finder nummeret på en emergency ranger, og skal til at slå alarm lige som vi ser de to tumper komme vadende tilbage mod vores telt. Ingen af dem forstår situationens alvor, og de snakker grinende om, at tage en midnatsvandring. 

Dagen efter er vores sidste. Vi vælger at gå den 21. km lange tur, der tager ca. 6 timer og får en til at glide ind i en dejlig trancetilstand. Sent eftermiddag er vi klar til at køre det sidste stræk tilbage til Adelaide, og trætte nok til at sove det meste af vejen.

Smuk udsigt fra st. Mary's Peak.

Alice Springs

Næste dag kører vi fire timer til Kings Canyon, hvor der skal vandres. Turen starter stejlt, men efter at have overvundet Kung-Fu-Panda trapperne, overvældes vi af de millioner år gamle klippeformationer formet af vind og vejr.

Mand på klippesten.

Et dejligt afkølende bad i søen

Efter vandreturen kører vi til Alice Springs, midten af Australien, hvor vi indlogerer os på Toddy's. Efter bad og mad tager vi en tur i baren, hvor en enkelt smagsprøve frister os til at købe en hel jug cider. Blake, der står bag baren, men ikke arbejder der, forærer os nummer to og slutter sig til selskabet. Vi hører den tragiske historie om, hvordan han sidder fast i Alice Springs de næste to år på grund af sit arbejde og derfor frivilligt står bag baren for at have noget, der minder om et lyspunkt. Desuden fortæller han os om sin gode danske ven speedwaykører Nikki Pedersen. Kort tid efter slutter to nye, levende væsner sig til: Brad, en (rigtig) bartender, og Toddy's maskot, en slange.

Marie siger hej til Toddy's maskot.

Slangen er stærk.

Cideren er drukket, baren lukker, tænderne børstes og hovederne rammer puden.

Vi har en hel dag i Alice Spring, hvilket er meget i en by, hvor der er så lidt at lave. Andrew bliver hurtigt væk fra os andre tre, men vi finder ham nogle timer efter - i færd med at glæde arboriginesere med påskechokolade. Andrew er lykkelig over deres lykke og beslutter sig for at gøre mere godt. Han vil give frokost til sine sultne medrejsende. Vi er i outbacken, så det føles som det perfekte sted at smage kænguru!

En lækker kænguruburger.

Det betaler sig at være venlig, for Andrew får en gratisbillet (som han dog forærer os) til et didgeridooshow i bytte for chokolade. Showet (som Andrew selv aldrig når til, fordi han kører tilbage efter et glemt kamera) er fantastisk! Didgeridooens flydende rytmer og trommernes faste gør det svært at sidde stille.

Herinde holdes koncerten. Eller i hvert fald lige til højre for.

Den sidste aften i Alice fejres på en lokal pub med resten af de glade gæster fra Toddy's.

Med lækre drinks i hånden.

Med slagsbrorirer og Blake.

Lad os lige køre 1500 km!

Som backpacker på budget kan man ikke være kræsen, så når man får tilbudt muligheden for, at køre til Alice Springs og tilbage med Dan på 27 og hans ven, der er et par år ældre, i deres bil, så man slipper for at betale leje, bliver der sagt: ja tak! De halvskøre, halvtossede personligheder, der henter os på vores adresse i Adelaide gør turen både sær, hyskerisk morsom og sætter i den grad vores tålmodighed på prøve.

Der er ca. 1500 km. fra Adelaide til Ayers Rock. Afstanden skal tilbagelægges på én dag. I den røde, tætpakkede Ford, kører vi afsted. Ind i det store intet - Australiens desert. Efter adskillelige timer, sammenklemt i bilen, bevæger pilen, der er et mål for, hvor meget benzin, der er i tanken, sig ned mod E. Vores rejsepartnere, uorganiserede som de er, har glemt at overveje, at en bil bruger benzin, og her, i midten af ingenting, ligger byerne ikke tæt! Heldigvis er vi, de unge og tjekkede danskere, på pletten. Vi finder ud af, hvordan GPS'en virker, finder den nærmeste tankstation, og får fyldt benzin på, så den sultne motor stilles tilfreds. 

Vejen er lang - pladsen i bilen er træng.

Det er mørkt, og vi vil gerne finde et sted at sove. Vi har hørt, at der langs ruten skulle være placeret free campsides, men har endnu ingen set. Andrew, Dans "et par år ældre-ven" (som viser sig at være 40 (bonusinfo: og fastende på 25. dag)), synes, at det er en smaddergod ide, at sove in the bush. Heldigvis får vi ham talt fra det. Ingen af os har lyst til at dele seng med slanger eller risikere at få enorme bøder for ulovlig camping. En halv time efter finder vi en free campside, slår telt op (australierne ruller deres swags ud - kombineret liggeunderlag, sovepose og telt) og vi kan endelig lukke øjnene.

"Hvis vi bare er stille, går han måske væk".

Det er dagens første tanke, for Dan og Andrew insisterer på, at vi skal op klokken 4. Så vi kører i mørke til den store sten og når til nationalparken, den står i, før parken åbner. 

Solen er endnu ikke oppe, da vi kører ind i nationalparken, og den enorme mørke silhuet, der pludselig er foran os, er overvældende. Som solen står op, bliver stenen synlig, og vi stirrer på den gigantiske monolit, som vi har set hundredevis af billeder af.

Morgenmaden nydes til solopgangen ved Ayers Rock.

Vi vandrer de 9,4 km om Ayers Rock og kører derefter til Kata Tjuta (the Olgas), hvor vi går "The Vally of the Winds". Turen er smuk og varieret.

Turen rundt om Ayer's Rock tager dig helt tæt på den enorme sten.

Smuk udsigt ved Kata Tjuta

Vi har et par timer, der skal brændes af i turistbyen Yulara, før vi skal nyde solnedgangen ved Ayers Rock. Vi deler os, så vi hver især kan få ordnet vores ting (vores består i at drikke kaffe og købe tun), og aftaler at mødes ved bilen igen tidsnok til, at vi kan nå tilbage til solnedgangen. Tilbage ved bilen glimrer Andrew ved sit fravær. Til gengæld finder vi en pose i bilen fyldt til randen med mindst tyve mindre poser, der indeholder chokoladepåskeæg. Vi undrer os over, hvordan Andrew har tænkt sig, at få spist så meget chokolade, og bryder grinende sammen, da Dan pointerer, at Andrew er fastende. Kort efter kommer Andrew slentrende mod os - med to store poser i armene og sætningen "Dan, can you help me with the last bags? They're still counting". I alt er der købt 13 kg påskechokolade, som Andrew vil dele ude til fremmede.

Andrew deler chokolade ud ved Ayers Rock

To poser påskechokolade senere, er vi klar til at at tage tilbage til vores campside og sove.

Great Ocean Road

Vi mødes med Jonathan, som vi couchsurfede hos i Adelaide, i Melbourne, hvor vi starter vores tur ned ad Great Ocean Road. Vores første stop er i byen Geelong, hvor vi fylder bilen med mad, guf og billig vin. Godt udrustede kører vi videre og dj-Camilla slår tonerne an til den smukke havudsigt.
Natten skal tilbringes i Bimbi Park Camping i Cape Otway, og på vej derhen sker det endelig! Vi ser de første vilde koalaer. Derudover er vi heldige nok til at finde en plads til vores telt lige mellem træer fyldt med koalaer.

Ham her gik en tur fra et træ til et andet. På vejen lod han sig klappe på ryggen
af en henrykt Camilla.

Dagen efter når vi til turens store sensation: de tolv apostle! Klippesøjler i havkanten, der gennem tusinder af år er blevet skåret fri fra fastlandet af det vilde hav. Som Jonathan pointerer er der nærmere syv tilbage nu.

Et skilt, der ikke kan køres forbi! Kort efter er maverne fulde af lækre smagsprøver

Efter et par stop undervejs når vi til Port Fairy, hvor teltet igen slås op, og der senere køres på stranden for at prøves kræfter med en, for de danske piger, uprøvet sport: surfing.

Marie glider på bølgen blå.

Om aftenen flotter vi os med lækre pølser og brød, som vi griller på campingpladsens bbq. Derefter bliver der drukket for meget dårlig vin efter sats i poker, og vi får gået en aftentur i mørke til "the lighthouse".

Jonathan griller.

Det lækre resultat.

Den sidste dag på turen springer vi en halv time tilbage i tiden, da vi krydser grænsen mellem Victoria og South Australia. Vi kører til Robe, hvor de har gode bølger, for vi har ikke fået nok af at surfe. Ingen af os formår at stå på det glatte bræt.

Med en fod i hver tidzone.

Efter en lang dag, og mange tilbagelagte kilometer, sniger sulten sig ind på os. Vi MÅ bare have pizza. I småbyerne vi kommer forbi er alt dog lukket, og som tiden går stiger desperationen. Endelig finder vi et åbent pizzaria i Murray Bridge, og vi slubrer velfortjent hvidløgsbrød, pizza og vores nye yndlingssodavand, Lift, i os. Mums! Sådan sluttes turen ad Great Ocean Road perfekt af!

Tre glade og tilfredse unge mennesker.