Tassie er naturskøn

That we will do!

Tasmanien, som diverse guidebøger har erklæret for et af Australiens store naturundere, er næste stop. Klar på nye oplevelser letter vi fra Adelaide, griner og hygge i Melbourne under mellemlanding, men som vi lander i Hobart sent søndag aften, må vi erkende, at vi stadig ikke har nogen ide om, hvordan den næste uges tid skal spenderes. Øen har nok meget at byde på, men med et sparsomt netværk af offentlig transport er det strengt nødvendigt med en bil. En bil, som vi er for unge til at leje. Vi lader søvnen jage bekymringerne lidt på afveje.


Day 1 - Ting løser sig

Soveposen pakkes ud i caravan'en.

Det der med at tomle - det er da noget, man skal prøve sig med, så vi skriver et skilt og stikker tommeltotten frem. Der er ikke gået mere end tre minutter, før to unge drenge samler os op og kører os helt til døren i Taroona, hvor vi skal bo i en caravan hos tanten til den familie, vi boede hos i Adelaide; verden er lille, menneskerne er hjælpsomme og heldet synes at forfølge os.
I dette afsnit kan vi desuden bidrage med lidt bonusinformation: De fleste af jer er nok klar over, at vores egen kronprinsesse Mary kommer fra Tasmanien, men mere præcist voksede hun faktisk op i Taroona, en lille by 10 km syd for Hobart. Vi bor bare fem minutters gang fra hendes gamle high school. W-O-W.
Gårsdagens uro har endnu ikke lagt sig, og med hjælp fra tomlen tager vi tilbage til Hobart og leder efter løsninger. Efter et besøg hos turistinformationen, K&D for teltindkøb og to forskellige biludlejere (der findes heldigvis steder, hvor de har tillid til unge u. 21)  er brikkerne endelig faldet på plads.


Day 2 - Walk of the Waterfalls

Nu skal den tasmanske natur erobres!

Billeje: tjek                                       

Indkøb: tjek  

Pumpernikkel, vores skønne
rugbrødserstatning

Teltopsætning: tjek

Så lad os da komme afsted!

Første dag i Mt. Field National Park byder på en 2,5 times gåtur forbi tre smukke vandfald. 

Da vi kommer tilbage til vores teltlejer hygges der med højtlæsning, guidebogslæsning, dagbogsskrivning og selvfølgelig et glas hvidvin. 

Pludselig afbrydes vi, da en KÆNGURU afslappet hopper forbi vores telt. Camilla hopper langt mere energisk op, og straks får hun taget et dusin billeder af dette sagnomspundne dyr. Til vores store skuffelse viser det sig "blot" at være en Pademelon (rufus-bellied mere præcist). 

Senere samme aften ser vi desuden to tasmanske djævle, som vist gerne ville "hygge" sig, men desværre ikke i skæret fra vores billygter. 

Day 3 - JEG DØR
Naturen er storslået, og kun de diskret placeret pinde, der indikerer ruten vidner om menneskelig aktivitet. På den syv timers lange vandretur kom vi forbi små, fredelige bjergsøer, en kirkegård af træer og store bunker af massive sten, som måtte klatres over.

En gang lod humøret sig påvirke af ømme tæer, trængt åndedræt og svimmelhed. Men fem minutter og en halv liter vand senere var starten på sidste halvdel indledt.